Skarven er ikke truet i Danmark og bør affredes

- Søren Gade (V), medlem af Europa-Parlamentet
Udryddelsestruede dyre- og plantearter skal fredes, så vi også i fremtiden kan nyde naturens mangfoldighed.
Dyr og planter lever på tværs af landegrænser, og derfor er der god mening i EU´s samarbejde gennem habitats- og fuglebeskyttelsesdirektivet. Men skal samarbejdet fortsat være en god idé, så skal det også være praktisk muligt at affrede dyr og fugle, når de ikke længere har et beskyttelsesbehov.
Skarven er én af de fugle, der er eksploderet så meget i antal, at den nu selv er en betydelig fare for netop den biodiversitet, man forsøger at beskytte. Skarven er med til at lægge pres på truede fiskearter som bækørred og laks og er til stor skade for lyst- og erhvervsfiskere og andre naturelskere i EU.
Hvis fredning af dyr og planter skal virke, skal den bunde i videnskabelig data, helhedsvurderinger og en god portion fornuft. Dét vil jeg arbejde for fra min stol i Europa-Parlamentet.
Hvis vi aldrig formår at fjerne dyr og fugle fra EU’s beskyttelseslister, så risikerer vi, at den folkelige opbakning til listerne går tabt. En affredning af skarven ville være et godt sted at starte med denne fornuftsbaserede tilgang.