På denne side finder du

Hvad er EU?

• Den Europæiske Union, EU, er et unikt økonomisk og politisk samarbejde mellem 27 europæiske lande. Siden 1973 har Danmark været en del af dette samarbejde.
• EU's 27 medlemslande udgøres af Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. 
  
• EU er et unikt internationalt samarbejde, fordi medlemslandene har overdraget en del af deres suverænitet. Landene kan således tage fælles beslutninger, der er direkte gældende for dem alle.
  
• EU samler ca. 450 millioner indbyggere. Det dækker et areal på 4.236.351 km2 og har 24 officielle sprog. Et af sprogene er dansk.
  
• EU-samarbejdet bygger på fælles principper og værdier om menneskelig værdighed, frihed, lighed, demokrati, retsstaten og menneskerettighederne.
  
• EU påvirker stort som småt i din dagligdag, fordi EU’s institutioner sammen med medlemslandene tager beslutninger på mange forskellige politikområder lige fra klima, miljø og sundhed til udenrigs- og sikkerhedspolitik.
  

EU i det daglige

EU er tæt på din dagligdag og er med til at sikre en bedre økonomi og en sikker og nem hverdag.

EU er en gevinst for din økonomi

EU’s indre marked er en gevinst for dansk økonomi – men også for din private økonomi. Danmarks deltagelse i det indre marked sikrer almindelige danske familier ca. 65.000 kr. ekstra i lønningsposen årligt. Det skyldes bl.a., at vores EU-medlemskab gør det nemmere for de danske virksomheder at sælge varer og services til de andre lande.

Med det indre marked kan danske virksomheder handle med ca. 450 mio. forbrugere i stedet for kun 5 mio. i Danmark uden at blive mødt af alle mulige særregler, handelsrestriktioner og barrierer - og vi kan samtidig let importere varer og tjenester fra de andre lande. EU bidrager således til vækst, beskæftigelse og velstand i hele landet. Det betyder i sidste ende også, at danske forbrugere får adgang til billige varer.

En sikker hverdag

Forbrugerbeskyttelsen i EU er høj. Skal et produkt sælges i alle EU-landene, skal det overholde de fælles sikkerheds- og miljøkrav. Det er for eksempel også EU, der har sikret, at du har en garantiperiode på to år på elektronik, som du køber i et EU-land.

Det europæiske blå sygesikringskort sikrer, at du har dækning for behandling, når du rejser i et andet EU-land. Kortet giver dig adgang til offentlig sygepleje i et andet EU-land på samme vilkår som indbyggerne i det pågældende land.

En nem hverdag

Som EU-borger kan du pakke tasken og tage på ferie i andre EU-lande uden visum. Takket være det indre marked og oprettelsen af Schengenområdet kan EU-borgerne frit rejse, studere, arbejde eller bosætte sig i et hvilket som helst EU-land. Der er få administrative regler og kun begrænset kontrol ved EU's indre grænser.

EU har eksempelvis gjort, at det ikke koster dig ekstra at bruge din mobiltelefon i et andet EU-land. Det er sket ved at sætte loft over, hvad teleselskaberne må opkræve, når du bruger data ringer eller sms’er hjem fra din ferie i et andet EU-land.

Du kan læse mere om, hvordan EU påvirker vores dagligdag, job, familier, sundhedspleje, fritidsaktiviteter, rejser, sikkerhed, valg som forbrugere og sociale rettigheder på EU’s hjemmeside: Hvad EU gør for mig. Her kan du også se, hvordan EU er til stede i vores byer, storbyer og regioner.

Du kan påvirke Den Europæiske Unions politikker på flere måder. Du kan:

• blive medlem af Venstre, eller et andet politisk parti, og præge den politiske holdning ad den vej.
  
• stemme ved folketingsvalg: Ministre fra regeringen repræsenterer Danmark i Rådet for Den Europæiske Union, som spiller en vigtig rolle ved vedtagelsen af EU-lovgivning.
  
• stemme ved valg til Europa-Parlamentet, som spiller lige så vigtig en rolle i vedtagelsen af EU-lovgivning som Rådet. Din stemme hjælper med at fastlægge Europa-Parlamentets holdning til lovgivningsforslag, og hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen.
• blive hørt ved at deltage i offentlige høringer på internettet. Inden Europa-Kommissionen fremsætter forslag til nye EU-love - og i hele beslutningsprocessen - indhenter den udtalelser fra borgere og interessenter. Læs mere om borgerdialog her

EU's værdier og formål

Hvad er EU’s fælles værdier?

EU’s medlemslande har sammen besluttet, at Unionen bygger på et fælles værdisæt. I Traktaten om Den Europæiske Union, der er den grundlæggende ramme for samarbejdet, står der:

”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd”. (EU-traktaten, afsnit 1, artikel 2 om Unionens værdier).

Værdierne er grundstammen i EU-samarbejdet. De er alle værdier, som vi i Danmark og i de andre EU-medlemslande har forpligtet os til at overholde.

Overholder alle EU’s lande de fælles værdier?

Selv om man som EU-land skal være et velfungerende demokrati med domstole, der er uafhængige af politisk indblanding, er der problemer i nogle af de 27 medlemsstater.

Europa-Kommissionen har i 2020 for første gang undersøgt situationen for retsstaterne, deriblandt retsvæsenets uafhængighed og mediernes frihed, på tværs af EU-medlemslandene. Du kan læse om EU-kommissionens rapport om retsstatsprincippet på deres danske repræsentations hjemmeside.

Der er større eller mindre udfordringer med retsstatsprincippet i alle EU’s lande, men især i Rumænien, Kroatien, Slovakiet, Polen og Ungarn, skriver Kommissionen i sin rapport.

Hovedsageligt i Ungarn og Polen er der problemer, hvilket de to lande flere gange har fået kritik for både af EU’s institutioner og de andre EU-medlemslande.

I Polen har flere retsreformer de seneste år indskrænket domstolenes uafhængighed af det politiske system. I Ungarn er der også problemer med retslig uafhængighed. Dertil kommer, at den frie og uafhængige presse er udfordret.

Ud over kritikken af landene, har problemerne med retsstatsprincippet skabt debat i EU om, hvorvidt EU har værktøjer nok til at sikre sig, at alle medlemslandene overholder det grundlæggende værdisæt.

Hvad ønsker EU’s 27 medlemslande, at EU samlet skal opnå?

EU har fokus på at fremme fred, EU’s fælles værdier og befolkningernes velfærd. EU vil give borgerne et geografisk område, hvor der er frihed, sikkerhed og retfærdighed, og hvor der ikke længere er grænser mellem landene. 

Men den frie bevægelighed over EU’s indre grænser skal kombineres med kontrol ved de ydre grænser og foranstaltninger, der forholder sig til asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

Centralt i EU-samarbejdet står det indre marked, hvor personer, varer og tjenesteydelser frit skal kunne bevæge sig over grænserne.

EU arbejder for en bæredygtig udvikling med økonomisk vækst og priser, der holder sig i ro. Landene ønsker en social markedsøkonomi med en høj konkurrenceevne, hvor alle har et job, hvor der sker sociale forbedringer og miljøet beskyttes. Unionen vil også fremme videnskabelige og teknologiske fremskridt.

EU bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling af folk. Unionen fremmer social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og børnenes rettigheder.

EU ønsker også at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed og solidaritet mellem de 27 medlemslande.

Unionen vil respektere landenes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikre, at vores europæiske kulturarv beskyttes og udvikles.

Centralt i samarbejdet står også den økonomiske og monetære union, hvor man har euroen som fælles valuta.

Udadtil, i forhold til resten af verden, er det EU’s formål at forsvare og fremme EU’s værdier og interesser – for eksempel fred, sikkerhed og bæredygtig udvikling - samt bidrage til beskyttelsen af EU’s borgere. Endvidere står EU-landene med succes sammen for at åbne nye markeder verden over via frihandelsaftaler, der også er med til at øge dansk eksport og styrke vores handelsmuligheder. Global frihandel betyder i sidste ende også, at danske forbrugere får adgang til billige varer.

Se artikel 3 i EU-traktaten om EU’s mål hos Folketingets EU-oplysning. Du kan også læse mere om EU’s mål og værdier på den Europæiske Unions hjemmeside.

EU's historie kort fortalt

De første skridt til et europæisk samarbejde, der blev til forløberen for Den Europæiske Union (EU), blev taget efter 2. verdenskrig, der havde splittet Europa og resten af verden og lagt det europæiske kontinent i ruiner.

I 1951 blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab grundlagt af seks lande, nemlig Frankrig, Vesttyskland (som det hed dengang), Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Det skulle sikre freden i Europa.

Fællesskabet kontrollerede medlemslandenes kul- og stålproduktion. Kul og stål er nemlig ressourcer, der bruges til at producere våben. Fordi landende indvilgede i, at deres produktion blev kontrolleret, kunne man sikre, at ingen af dem begyndte en ny militær oprustning.

Samarbejdet mellem de seks lande blev senere til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der blev oprettet i 1957 og i første omgang havde til formål at øge det økonomiske samarbejde mellem landene.

Fra begyndelsen var der ikke nogen samlet plan for, hvordan samarbejdet skulle udvikle sig frem til i dag.

Borgere, parlamentarikere og regeringer har alle gennem tiden haft forskellige ideer og drømme om, hvordan samarbejdet mellem de europæiske lande skulle udvikle sig, og hvad det skulle ende med. Alle disse forskellige ideer og drømme har påvirket udviklingen og påvirker stadigvæk EU-samarbejdet i dag.

Ideen i den første tid af de europæiske fællesskaber var, at lande, der handler sammen, bliver økonomisk afhængige af hinanden, og derfor øges sandsynligheden for, at de vil gøre mere for at undgå en konflikt, der i sidste ende kan føre til krig.

Hvad der startede som et rent økonomisk samarbejde, har med tiden udviklet sig til en organisation, der - i samspil mellem EU’s institutioner og medlemslandene - i større eller mindre grad behandler alle politikområder, som den danske regering og Folketinget beskæftiger sig med.

illustration der viser de forskellige udvidelser

Flere lande er, ad flere omgange, kommet med i samarbejdet, og med Brexit er Storbritannien sprunget fra. Så i dag er 27 lande medlem af Den Europæiske Union. Én af de helt store udvidelser skete i 2004, hvor ti lande kom med. Heraf var de otte tidligere lande i den kommunistiske østblok.

Også EU’s institutioner har flyttet sig: Nogle har fået mere magt, andre mindre. Samspillet mellem EU-systemet og medlemslandene har også udviklet sig. Generelt er udviklingerne i og af EU sket i takt med, at nye traktater er blevet vedtaget af EU’s medlemslande.

Få overblik over EU’s gældende traktater hos Folketingets EU-oplysning.

Årstal og begivenheder i EU’s historie:

1951 - Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab grundlægges af Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg for at sikre freden i Europa.

1957 - De seks lande forhandler Rom-traktaten, og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), der også blev kaldt ”Fællesmarkedet”, grundlægges. Man skaber et fælles marked, hvor blandt andet folks arbejdskraft og varer kan bevæge sig frit, og toldafgifterne mellem medlemslandene bliver afskaffet.

Rom-traktaten træder i kraft den 1. januar 1958. Landene aftaler samtidig oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom), der etablerer et samarbejde om atomkraft til fredelige formål.

1973 – Den 1. januar bliver Danmark, sammen med Irland og Storbritannien, medlem af Det Europæiske Fælleskab (EF). Det er første gang, fællesskabet udvides, og man er nu ni medlemslande.

1979 – For første gang er der direkte valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandenes borgere går derefter hvert femte år til stemmeurnerne for at vælge deres landes repræsentanter i Europa-Parlamentet, der med tiden har fået en styrket stemme og legitimitet samt mere magt i forhold til de fælles beslutninger.

1981 – Grækenland bliver medlem af EF.

1985 – Schengen-aftalen underskrives af fem lande. Aftalen ophæver paskontrollen mellem landene, så det nu hedder Schengen-området. Man laver også fælles regler for at kunne krydse områdets ydre grænser samt ens visumregler for borgere fra lande uden for EU. I 1999, med Amsterdam-traktaten, blev Schengen-samarbejdet en del af EU, og i dag omfatter samarbejdet 26 lande - 22 EU-lande, samt Norge, Schweiz, Island, Liechtenstein. Fem EU-lande er ikke med i Schengensamarbejdet (Irland, Cypern, Bulgarien, Rumænien og Kroatien). Læs mere om Schengensamarbejdet.

1986 – Det indre marked etableres. Det sker ved, at landene vedtager Den Europæiske Fællesakt, der ud over det indre marked også lægger grundstenen til en fælles udenrigspolitik. Det har givet mere indflydelse til Europa-Parlamentet, og gjort det muligt for Rådet (hvor medlemslandene beslutter sammen) at træffe beslutninger med kvalificeret flertal.

Ved en vejledende folkeafstemning godkender et flertal af danskerne Den Europæiske Fællesakt.

Spanien og Portugal indtræder i EF.

1990 – Berlinmuren falder i slutningen af 1989. Vest- og Østtyskland, der var blevet splittet efter 2. verdenskrig, bliver genforenet, og det samlede Tyskland bliver derefter medlem af EF.

1992 – Det Europæiske Fællesskab (EF) bliver til Den Europæiske Union (EU). Maastricht-traktaten danner en ny ramme. Samarbejdet udvides fra et rent økonomisk samarbejde til et bredere politisk samarbejde. Der er tre søjler i det nye samarbejde: Det Europæiske Fællesskab med samarbejde om blandt andet det indre marked og fiskeri- og landbrugspolitikken, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt retlige og indre anliggender.

Ved en folkeafstemning stemmer danskerne nej til Maastricht-traktaten. En række politiske partier i Folketinget går sammen om at forhandle et kompromis med de andre lande. Edinburgh-protokollen bliver resultatet af forhandlingerne, som et flertal af danskerne godkender ved en ny folkeafstemning. Danmark får sine fire forbehold i EU: euroforbeholdet, retsforbeholdet, forsvarsforbeholdet og forbeholdet om unionsborgerskabet.

1995 – Finland, Sverige og Østrig indtræder i EU.

1997-1998 Amsterdam-traktaten giver EU mulighed for at tage beslutninger på flere områder, Schengen-samarbejdet bliver en del af EU, og endnu engang bliver Europa-Parlamentets rolle styrket.

Den 28. maj 1998 stemmer et flertal af danskerne ja til Amsterdam-traktaten ved en folkeafstemning.

1999 – Den fælles valuta, euroen, vedtages og bliver indført i 2002 i en lange række EU-lande.

Den danske regering ønsker at få Danmarks euro-forbehold ophævet. Men den 28. september 2000 stemmer et flertal af danskerne nej til, at Danmark skal indtræde i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Afstemningen betyder, at euroen ikke indføres i stedet for den danske krone.

2003 – Nice-traktaten skal gøre EU klar til at blive udvidet med flere medlemslande fra Østeuropa. Det vil næsten fordoble antallet af medlemslande.

For at sikre sig, at EU med flere medlemmer kan tage beslutninger, sørger Nice-traktaten blandt andet for, at flere beslutninger kan blive vedtaget ved afstemninger med kvalificeret flertal, hvor Rådet før skulle nå til fuld enighed på mange flere områder.

2004 – EU vokser til 25 medlemslande. Østudvidelsen med ti nye lande (heraf otte fra Central- og Østeuropa) er en historisk milepæl: Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Cypern og Malta bliver medlem af EU.

2007 – Lissabon-traktaten, den seneste store reform af EU, bliver vedtaget og træder i kraft 1. december 2009. Man gør det blandt andet lettere at træffe beslutninger, der skal være mere fokus på åbenhed og demokrati, og EU skal være i stand til at tage hånd om globale udfordringer som for eksempel klimaændringer og sikkerhed.

EU får en EU-udenrigsminister, der er med til at skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og repræsenterer EU i verden. Læs mere om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten)

Bulgarien og Rumænien bliver medlem af EU.

2013 – Kroatien bliver medlem af EU.

2014 – Et flertal af danskerne godkender Danmarks deltagelse i Den Fælles Patentdomstol.

2015 – En ændring af Danmarks retsforbehold stemmes ned af et flertal af danskerne.

2020 ­– Ved en folkeafstemning i 2016 stemmer et snævert flertal af briterne for, at Storbritannien skal ud af EU. Brexit blev en realitet d. 31. januar 2020, hvor briterne forlod EU.

Hvad er Brexit? - se Udenrigsministeriets hjemmeside.

Du kan blandt andet se en film og en tidslinje om EU’s historie på Folketingets EU-oplysnings hjemmeside.

Sådan fungerer EU - Hvem gør hvad?

Den Europæiske Union består af 27 medlemslande, der på en unik måde har forpligtet sig over for hinanden. Traktaterne er de bindende aftaler mellem landene, og de fastlægger samarbejdets mål, omfang og metode.

Metoden betyder, at man har oprettet europæiske institutioner. Alle institutionerne har bestemte opgaver og medlemmer. For at EU kan tage beslutninger og løse problemer, skal alle institutionerne og medlemslandene arbejde tæt sammen.

Det Europæiske Råd

I medierne hører man ofte, at der er EU-topmøde. Det er der hver anden til tredje måned, når EU-landenes statsministre og præsidenter samles i det, der hedder Det Europæiske Råd. 

Til EU-ledernes møder deltager også formanden for Det Europæiske Råd og forkvinden for Europa-Kommissionen.

Det Europæiske Råd er EU’s strategiske organ, der fastlægger den fælles kurs og prioriteter. Der kræves næsten altid enstemmighed blandt medlemslandene for, at der kan tages en beslutning. 

Beslutningerne, der træffes, skrives ned i konklusioner fra Det Europæiske Råd, som er tilgængelige på internettet på alle EU’s 24 officielle sprog, herunder på dansk. Det sker umiddelbart efter mødernes afslutning.
Det Europæiske Råds hjemsted er i Bruxelles i Belgien.

De nationale regeringers synspunkter repræsenteres i EU af to institutioner: Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union

I Rådet for den Europæiske Union, der også bliver omtalt Rådet eller Ministerrådet, mødes ministrene, der til daglig sidder i medlemslandenes valgte regeringer. 

Alt efter hvad der er på dagsordenen, er det forskellige ministre, der mødes. Skal man for eksempel holde møde om den fælles landbrugspolitik, er det landbrugsministrene fra de 27 lande, der mødes i Rådet. Eller skal det skal handle om økonomiske og finansielle spørgsmål, er det finans- og økonomiministrene, der holder møde. 

Rådet er stedet, hvor ministrene fra de 27 medlemslande arbejder sammen. Europa-Kommissionen deltager også i Rådets møder med en EU-kommissær med ansvar for mødets emne. 

Rådet er, sammen med Europa-Parlamentet, aktør i EU’s lovgivningsproces. Rådet og Europa-Parlamentet vedtager også EU’s budget. Og Rådet fastlægger og gennemfører, i samarbejde med EU’s udenrigstjeneste, EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I det meste af arbejdet med lovgivning kan Rådet træffe beslutninger ved flertalsafstemninger. Afstemningssystemet er baseret på et flertal af medlemsstater og et flertal af EU’s befolkning. I praksis forsøger Rådet at drøfte og forbedre lovudkastene, indtil der er opnået størst mulig enighed, eller endda enstemmighed. 

Rådet ledes af regeringen fra medlemsstaten, der har formandskabet - det skifter hver sjette måned. 

Rådets hjemsted er i Bruxelles, Belgien. Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Unions hjemmeside.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet repræsenterer EU-borgernes interesser. Parlamentet har 705 medlemmer, der vælges direkte af EU’s borgere ved valget til EU-Parlamentet hvert femte år. 

Danmark har 14 medlemmer af Europa-Parlamentet.

Sammen med Rådet vedtager EU-Parlamentet lovgivning og EU’s budget. EU-parlamentarikerne overvåger også, at EU’s midler bruges korrekt og fører tilsyn med andre EU-institutioner, især EU-Kommissionen. Parlamentet vælger formanden for Kommissionen og har ret til at godkende og fyre EU-Kommissionen. 

Alle Europa-Parlamentets møder og udvalgsmøder er offentlige og kan følges live på internettet. 

Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg, Frankrig og i Bruxelles, Belgien.

Europa-Parlamentets hjemmeside.

Europa-Parlamentets kontor i Danmark.

Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen sørger for den daglige drift af EU. Kommissionen er ansvarlig for at foreslå ny europæisk lovgivning samt det fælles budget. Det er faktisk den eneste europæiske institution, der må fremsætte EU-lovforslag. 

EU-Kommissionen foreslår en EU-lov, som Rådet og Europa-Parlamentet drøfter og træffer beslutning om i fællesskab. 

Europa-Kommissionen består af 27 kommissærer – en fra hvert medlemsland. De arbejder for Den Europæiske Unions generelle interesse og ikke deres egne landes særinteresse.

EU-Kommissionens hjemsted er i Bruxelles, Belgien. 

Europa-Kommissionens hjemmeside.

EU har en lang række andre institutioner, organer og agenturer som for eksempel EU-Domstolen, Den Europæiske Centralbank og tjenesten for EU’s optræden udadtil. 

Du kan få et overblik over dem alle på Den Europæiske Unions hjemmeside.

Hvordan tager EU beslutninger, og hvordan kommer beslutningen til Danmark?

Den mest almindelige måde, hvorpå EU træffer beslutninger, er ved hjælp af Den almindelige lovgivningsprocedure, der bliver brugt på over 90 procent af EU’s politikområder.

Når EU tager en beslutning via den almindelige lovgivningsprocedure, stiller EU-Kommissionen et forslag. Det kunne være nye miljøbeskyttelsesregler, som politikere i EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet skal blive enige om. EU-lovforslaget kommer maksimalt igennem tre behandlinger. Så skal politikerne i de to EU-institutioner være nået til enighed.

Der er to andre beslutningsmetoder i EU, nemlig 1) godkendelsesproceduren, hvor Ministerrådet beslutter og EU-Parlamentet skal godkende den endelige beslutning, og 2) høringsproceduren, hvor det alene er Ministerrådet, der tager beslutningen, men Europa-Parlamentet høres. Rådet er dog ikke forpligtet til at lytte til Parlamentet.

Læs mere om beslutningsprocessen i EU.

Hvordan kommer en EU-lovgivning til Danmark?

Når EU laver regler, der gælder i medlemslandene, sker det almindeligvis gennem en forordning, et direktiv eller en afgørelse. Men lovgivningstypen har betydning for, hvordan EU-loven kommer ind i Danmark og dermed hvordan, EU-loven kommer til at gælde i Danmark.

”Forordninger” er EU-lov, der er direkte gældende i Danmark og i de andre medlemslande, og de skal derfor ikke vedtages i de enkelte landes parlamenter for at blive til lov.

Et ”direktiv” fastsætter mål, men det er op til hvert enkelt land at beslutte, hvordan man når målet. Gennemførelsen af et direktiv i Danmark sker ofte gennem lovgivning, der behandles og besluttes i Folketinget.

Hvis en ”afgørelse” kun gælder for eksempel en virksomhed, er den direkte gældende, uden at den skal behandles i det nationale parlament. Men gælder afgørelsen derimod medlemslandene, er det ligesom et direktiv og skal, hvis Danmark beslutter det, derfor også behandles i Folketinget.

Læs mere om EU’s love.

Danmark i EU

I 1961 søger Danmark, sammen med Storbritannien og Irland, for første gang om medlemskab af det europæiske samarbejde. Men da den franske præsident Charles de Gaulle nedlægger veto mod, at briterne bliver optaget, vælger Danmark at trække sin ansøgning tilbage og i stedet fokusere på økonomisk samarbejde med lande i Nordeuropa.

I 1970 ansøger Danmark, med et bredt flertal i Folketinget i ryggen, igen om medlemskab af Det Europæiske Fællesskab. Ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 stemmer 63,3 procent for dansk optagelse i EF, og Danmark tiltræder samarbejdet den 1. januar 1973.

Historisk billede fra Danmarks indtræden

Danmarks arbejde i EU

Danmarks interesser i EU varetages af den, til hver en tid, siddende regering. Interessevaretagelsen sker særligt ved, at danske ministre deltager i Ministerrådets møder, hvor de samarbejder med deres kolleger fra de andre medlemslande.

Men også Folketingets EU-ordførere har afgørende indflydelse på Danmarks forhandlingspositioner i Ministerrådet – det sker gennem arbejdet i Folketingets Europaudvalg.

Folketingets Europaudvalg diskuterer EU-sager og giver forhandlingsmandat til ministrene, når de skal forhandle på Danmarks vegne i EU’s Ministerråd i Bruxelles. Men også fagudvalgene i Folketinget udøver kontrol med Danmarks EU-politik og støtter Europaudvalget med deres ekspertviden, idet der føres EU-politik på stort set alle politikområder.

Men den danske EU-beslutningsprocedure involverer også udvalg i regeringen og alle ministerierne. Det er Udenrigsministeriet, der varetager den koordinerende rolle.

Danmarks EU-repræsentation, hvor alle danske ministerier, undtagen Kirkeministeriet, repræsenteret spiller også en betydelig rolle, når Danmark varetager sine interesser i EU. De danske repræsentanter i Bruxelles er regeringens øjne, ører og talerør i forhold til EU. Læs mere om, hvordan EU-repræsentationen varetager danske interesser i EU.

En anden dansk indgang til EU findes via Europa-Parlamentet, hvor der sidder 14 danske parlamentarikere eller MEP’er, som de kaldes, fra Danmark. EU-parlamentarikerne organiserer sig efter deres holdninger, og ikke ud fra hvilket land de kommer fra. Således hører Venstre og vores fire mandater til i gruppen Renew Europe, der samler liberale parlamentarikere på tværs af medlemslandene.

Danmark arbejder også for at sikre dansk indflydelse i EU ved at hjælpe danskere med at opnå ansættelse i EU-systemet. Det er en indirekte måde, hvorpå man kan sikre kendskabet til danske synspunkter i EU.

Læs mere om jobmulighederne i EU.

De danske EU-forbehold

Danmark har fire forbehold i EU-samarbejdet. Det har vi haft, siden et flertal af danskerne i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten. Derefter lavede man en tilføjelse til Edinburgh-aftalen, som danskerne godkendte ved en folkeafstemning i 1993.

Forbeholdene er de dele af samarbejdet, som Danmark ikke deltager i. De handler om den fælles valuta euroen, forsvar, unionsborgerskabet og det retlige samarbejde.

Euroen: 

Danmark deltager ikke i den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) tredje fase, hvor man bruger euroen som fælles valuta. Det betyder, at Danmark har beholdt sin egen valuta: den danske krone.

Forsvar:

Danmark har et forbehold i forhold til EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. I forhold til indflydelsen i EU betyder forsvarsforbeholdet, at Danmark ikke har stemmeret, når Rådet behandler forsvarspolitik. Men Danmark deltager dog i de mere generelle diskussioner af den europæiske forsvarspolitik.

Unionsborgerskabet: 

Det danske forbehold om unionsborgerskabet har ikke længere nogen betydning. Forbeholdet blev indført for at sikre, at unionsborgerskabet ikke kunne træde i stedet for det danske statsborgerskab. Men EU-landene har senere besluttet, at det gælder for alle EU-lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og således ikke træder i stedet for dette.

Retligt samarbejde: 

Det danske retsforbehold betyder, at Danmark som udgangspunkt står uden for EU-samarbejdet om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politisamarbejdet.
Men Danmark har tidligere deltaget i de dele af det retlige samarbejde, der var på mellemstatsligt niveau, hvilket betød at EU’s beslutninger på disse områder blev gyldige i Danmark, når Folketinget også havde vedtaget dem. Men med Lissabon-traktaten blev hele det retlige område gjort overstatsligt, hvilket betyder, at EU’s beslutninger er direkte gældende i EU’s medlemsstater. Danmark deltager derfor, som udgangspunkt, ikke længere i ny EU-lovgivning på området. Undtaget er visumregler, som Danmark deltager fuldt ud i, samt Schengen-samarbejdet, hvor Danmark har en særordning.

Læs mere om Danmarks EU-forbehold.

Folkeafstemninger om EU

Danmarks forhold til EU og samfundsdebatterne, om hvordan vores forhold til EU skal være, er tæt forbundet med de i alt otte folkeafstemninger om EU-spørgsmål, vi har haft igennem tiden.

• 1972: Et flertal af danskerne stemmer Danmark ind i EF. 72: Et flertal af danskerne stemmer Danmark ind i EF.
• 1986: Et flertal godkender Den Europæiske Fællesakt.
• 1992: Maastricht-traktaten bliver stemt ned af et flertal af danskerne.
• 1993: Et flertal stemmer for Edinburgh-afgørelsen, herunder Maastricht-traktaten, og Danmark får sine fire forbehold.
• 1998: Et flertal af danskerne stemmer ja til Amsterdam-traktaten.
• 2000: Danskerne stemmer nej til at ophæve euro-forbeholdet.
• 2014: Danskerne godkender Danmarks deltagelse i Den Fælles Patentdomstol.
• 2015: Et flertal af danskerne ønsker ikke at ændre Danmarks retsforbehold.

Læs mere om folkeafstemningerne.